- KVALITET FREM FOR KVANTITET -
Mit navn er Sarah, og jeg fik mit FCI-godkendte kennelmærke ''Kondolini's'' tilbage i 2018. Kennel Kondolini's er et lille men meget seriøst stueopdræt med racerne Old English Bulldog og Continental Bulldog, hvor der er fokus på sundhed, temperament og racetype. Hver eneste hanhund bliver nøje udvalgt, og jeg bruger flere måneder på at planlægge hvert eneste kuld ned til mindste detalje for at lave det bedste match.
Min vision for mit opdræt er, at lave sunde, raske og mentalt stærke hunde, som har fysikken til at være aktive med frie bevægelser, og som kan trække vejret uden problemer. Og ikke mindst hunde med fantastiske temperamenter, som vil passe ind i alle familier.
Udover utallige kurser og seminarer omkring hunde, har jeg taget DKK's Opdrætteruddannelse samt Hundeholderuddannelsen, og jeg har siddet i bestyrelsen i Specialklubben for Continental & Old English Bulldog som næstformand og i sundhedsudvalg.et
Jeg udstiller i Dansk Kennelklub og i den tilhørende specialklub; SfCOEB. Derudover elsker jeg at vise, at racen kan bruges til andet end sofakartoffel - derfor laver vi nosework, HLT, Sirius træning og løber biathlons. Jeg har også stor fokus på kropskontrol, balancetræning og svømning for at holde mine hunde i den bedst tænkelige form. Sidst men ikke mindst bruger vi meget af sommeren på paddleboard.
HVORFOR JEG BLEV OPDRÆTTER:
- hvorfor jeg valgte, at blive opdrætter, kan spores helt tilbage til 2010, hvor jeg fik min første hund...
Dexter var en lille Fransk Bulldog. Uvidende og naiv gik jeg på nettet og fandt et meget smukt kuld. Jeg kunne ikke få lov til at se tæven eller hanhunden, og hvalpene stod i en lille aflukket udendørs gård. Jeg faldt pladask for de små brune hvalpeøjne, som man jo selvfølgelig gør, og der gik ikke mange minutter før jeg havde en lille hvalp i bilen. Uden sundhedsbog, uden stamtavle. Uden en købskontrakt. Dog mange tusinde kroner fattigere, og dette var desværre kun begyndelsen. Jeg stod pludseligt med en meget hjertesyg hvalp på kun fem måneder, og en aflivning kunne ikke undgås...
Denne tragiske oplevelse vækkede min interesse for opdræt, og startede min fantastiske rejse imod at blive den opdrætter jeg er i dag – nemlig at være ansvarlig og stå inde for det, jeg laver; stik modsat det, jeg selv har været udsat for.
Jeg meldte mig ind i Dansk Kennel Klub, og deltog i forskellige kurser og debatter. Jeg tog opdrætteruddannelsen og fik langt om længe mit kennelmærke. Stadig skræmt af min oplevelse, valgte jeg i stedet at satse på hyrdehunde. Igennem årene nåede jeg at eje 4 Welsh Corgi Cardigans og 2 Australian Shepherds, men grundet mine meget høje kriterier, synes jeg ikke, de var egnet som avlshunde. I mellemtiden blev ønsket om en kompakt lille bulldog også kun større.
Da Dansk Kennel Klub godkendte OEB'en i 2020 - en race jeg havde beundret på afstand i 8 år - gik jeg straks i gang med at lede efter den bedste kennel herhjemme, og det var nemmere sagt, end gjort...
Inden jeg gik i gang med at lede efter min nye Oldie, havde jeg selvfølgelig gjort mig en masse tanker omkring, hvad jeg ønskede. Og min erfaring med bulldogs gjorde kun, at mine krav til opdrætter blev endnu højere, og med hånden på hjertet var der på daværende tidspunkt ikke mange, der kunne imødekomme dem. Efter halvandet års venten fandt min smukke Maze langt om længe vej til mig! Den smukkeste skabning fra lige så smukke og ikke mindst sunde forældre!
I 2023 begyndte kenneldrømmene for alvor at blomstre. Udover en masse flotte udstillingsresultater bød jeg mit første Kondolini's kuld til verden - 8 smukke, racetypiske og SUNDE bulldogs med lange lige haler.
I 2024 blev Continental Bulldog langt om længe tilføjet til flokken efter at have ønsket racen siden de blev optaget i FCI start 2022.
FOREDRAG, KURSER OG SEMINARER JEG HAR DELTAGET I/PÅ:
- Ansvaret tilbage til opdrætterne 2.0 v/DKK
- DKK’s Opdrætteruddannelse
- Tomme tæver, hvorfor? v/DKK
- Anatomy v/Juha Kares, Finland
- Back to basics v/Juha Kares, Finland
- Vaccinationer – skal/skal ikke v/dyrlæge Lise Bang Hansen, Danmark
- Structure in action v/Pat Hastings, USA
- Puppy Puzzle v/Pat Hastings, USA
- Hundens anatomi v/DKK
- Farvegenetik v/DKK
- Hundens ernæring v/DKK
- Impulskontrol v/DKK
- Handler kursus v/Bitta Wöhliche, Danmark
- Webinar: Merle-farven hos hunde v/Sandra Hansen, Danmark
- Webinar: Et Nyt Liv v/Hundefodernørden, Danmark
- Min Hund Skal Have Hvalpe v/Hundeuniversitetet
- Feeding For Function v/Dr. Jacqueline Boyd, USA
- Næstformand i Specialklubben for Continental & Old English Bulldog 2022-2023
- DKK's Hundeholderuddannelse
- Webinar: Øreproblemer hos hunde v/DKK
- Webinar: Fri ved fod v/DKK
- Webinar: Fokus og kontakt v/DKK